Gå til hovedindhold
S&D
Case

Sammenhængende it til sagsbehandlerne i Syddjurs

Sags- og Dokumentindeks hjælper Syddjurs Kommune et vigtigt skridt på vejen mod større systemsammenhæng for kommunens sagsbehandlere.

Der er god grund til at smile i Syddjurs Kommune. Ikke nok med, at de kan glæde sig over at være hjemsted for et af Danmarks smukkeste naturområder, Nationalpark Mols Bjerge, så kunne Syddjurs og deres ESDH-leverandør, Formpipe, i slutningen af 2019 melde alt klar i forhold til at distribuere produktionsdata via Indekserne.

Syddjurs og Formpipe har taget del i det pilotforløb som KOMBIT iværksatte med en række pilotkommuner og deres ESDH- og jobcentersystem-leverandører i foråret 2019.

Sikker håndtering af borgernes data

Når først data er lagt rigtigt op i Indekserne, kan de udstilles i forskellige løsninger og til forskellige fagfolk, alt efter hvordan informationerne er opmærket og hvordan opmærkningen passer sammen med de rettigheder, systembrugerne på den anden side af skærmen sidder inde med. Syddjurs Kommune har derfor også haft som en af deres store opgaver, at sikre en korrekt opmærkning af data fra ESDH-systemet med KL’s Emnesystematik (KLE). Når KLE-opmærkningen er på plads, er det nemlig retningsgivende for, hvem der kan få adgang til de forskellige data via fx Sags- og Partsoverblik (SAPA).

Samtidig gør Sags- og Dokumentindeks det nu også muligt at udstille de af borgernes sager, som er registreret i kommunens ESDH-system til borgerne, når de tager løsningen 'Borgerblikket' i brug.

Et digitalt fundament at bygge videre på

Med klarmeldingen fra Syddjurs og Formpipe tages et stort skridt på vejen mod et større udbytte af den fælleskommunale infrastruktur. Når først data bliver tilgængelige via indekserne i infrastrukturen, begynder potentialerne i en fælleskommunal infrastruktur for alvor at vise sig. Data vil blive tilgængelige på nye måder, som taler ind i mere sammenhængende og tværgående principper.

”Med data i Sags- og Dokumentindeks kan data nu for alvor fremsøges på tværs af organisationen. Vi kommer derfor et stort skridt tættere på målsætninger om ’helhedsorienteret sagsbehandling’ og ’transparens for borgerne’”, udtaler Chefkonsulent i Syddjurs Kommune, Henrik Bojsen, og fortsætter:

”Vi har store forventninger til potentialerne i indeks-data. Vi skal derfor også afsøge potentialerne igennem hverdagens eksempler og erfaringer fra vores sagsbehandlere, faglige koordinatorer og ledere, når Sags- og Dokumentindeks for alvor kommer i sving i SAPA og Borgerblikket.”

Har du uddybende spørgsmål til casen, eller ligger du selv inde med en god case om, hvordan infrastrukturen har skabt værdi for din kommune eller virksomhed, så tag endelig kontakt til os.

Kontakt FKI
Fælleskommunal Infrastruktur, KOMBIT