Gå til hovedindhold
Printplade

Beskedfordeling

Der er flere af integrationerne i den fælleskommunale infrastruktur, der kræver brug af Beskedfordeler. Nedenfor kan du læse mere om, hvordan du kommer i gang med at bruge Beskedfordeler som teknisk betingelse for en anden integration.

Beskedfordeler håndterer formidling af beskeder fra afsender til en eller flere modtagere. Beskedfordeler distribuerer beskeder mellem forskellige fagsystemer i og på tværs af kommuner, og gør det muligt at abonnere på relevante beskeder om ændringer i sager.

Herved muliggøres handlingsorienteret sagsbehandling ved at tilbyde et fælles kommunikationspunkt for udveksling af korte informationer imellem fagsystemer og/eller anvendersystemer, ved at give det enkelte fagsystem mulighed for at hente informationer om relevante beskeder ét sted, så fagsystemet ikke skal opsøge information ude i de mange forskellige fagsystemer, hvor beskederne oprindelig er skabt eller registreret. Ved at løfte abstraktionsniveauet for udveksling af information fra et teknisk til et forretningsmæssigt niveau,  vil ændringer i it-porteføljen, forretningsregler og lovgivning medføre minimale omkostninger i it-porteføljen.

Efterfølgende distribuerer Beskedfordeleren beskeder til afhentning med udgangspunkt i abonnementer, som modtagerne har tegnet. Ved at centralisere format for udveksling af information sikres det, at information kan forstås af modtagere.

Tilsammen slipper abonnenter for at skulle holde sig orienteret i forskellige sager med forskellige tekniske integrationsformer, idet beskedfordelingen sikrer, at de som ønsker det, kan få besked om, hvad der er sket i de systemer og sager, der abonneres på.

Beskedfordeler rummer som udgangspunkt to centrale funktioner, hvoraf én eller begge kan indgå som en teknisk betingelse, for at tage andre integrationer i brug. De to funktioner er henholdsvis:

  • Modtag besked via Beskedfordeler (SF1461) – anvendes til at modtage beskeder fra Beskedfordeler
  • Afsend besked via Beskedfordeler (SF1462) – anvendes til at sende beskeder til Beskedfordeler

I eksisterende SKI-aftaler er SF1461 implementeret via SF1460_A, SF1460_B samt SF1460_D

I eksisterende SKI-aftaler er SF1462 implementeret via SF1460_C.              

Dette ændres ved næste revidering af SKI, men er gældende indtil da.

Beskedfordeler som teknisk betingelse

Hvis abonnementerne på en række forskellige sager og systemer skal fungere, er der en række af den fælleskommunale infrastrukturs integrationer, som er afhængige af, at du enten kan afsende og/eller modtage beskeder via Beskedfordeler.

Integrationer der benytter Beskedfordeler som teknisk betingelse:

Sådan kommer du i gang med Beskedfordeler som teknisk betingelse

Nedenfor finder du en kort introduktion til, hvordan du kommer godt i gang med at få Beskedfordeler til at fungere sammen med din it-løsning.

Du kan også få hjælp til de konkrete opgaver du skal igennem via vejledningen som du finder i bunden af denne side.

Du skal oprettes som it-system
Anvendelsen af Beskedfordeler er tæt knyttet til Adgangsstyring og Security Token Service. Det er derfor også via førnævnte, at forbindelsen mellem dit system og Beskedfordeler skal etableres.

For at dit it-system skal kunne modtage beskeder fra- og/eller sende beskeder via Beskedfordeler er det altså nødvendigt, at dit it-system registreres via infrastrukturens Administrationsmodul.

Du skal have de rigtige certifikater
Når du skal have adgang til infrastrukturens forskellige komponenter og integrationer, skal du bruge nogle certifikater, som kan verificere, at du skal have adgang til infrastrukturen.

Hvis du skal modtage beskeder, skal du tegne de rigtige abonnementer
For at modtage de rigtige beskeder fra Beskedfordeler, skal du lave såkaldte Abonnementsudtryk.

Dette gør du ved at oprette en abonnementsaftale på en Beskedtype for et Anvendersystem / dit it-system. Abonnementsudtrykket står for at definere de parametre, der ønskes filtreret på, for den pågældende Beskedtype.

Beskedfordeler laver et dueslag til dit it-system, som Beskedfordeler afleverer en kopi af beskeden i. Det er herefter op til dit it-system at styre, hvordan beskederne skal ind i systemet og behandles.

Der er tre modeller, som typisk benyttes:

  1. Et centralt dueslag der opsamler alle beskedtyper
  2. Et dueslag pr. myndighed der opsamler beskedkuverter, som retter sig til netop denne myndighed
  3. Et dueslag pr. Beskedtype pr. myndighed

Generelt anbefales at benytte model 2, men det står dig frit for at vælge en model, der understøtter dine egne og dine kunders behov bedst muligt.

Du kan vedligeholde dine værdilister, når du skal styre filtreringen af de beskeder du vil modtage. Det kunne fx være "borgere i kommunen" eller "borgere med en aktiv sag". Værdilisten kunne fx indeholde en sagsstamme, der benyttes til at udpege netop de beskedkuverter, hvor et individ fra sagsstammen befinder sig.

Det er vigtigt at pointere, at der kun må oprettes abonnementsudtryk indenfor de til enhver tid gældende love og regler om, hvilke informationer/hændelser et system må behandle. Samme gør sig gældende såfremt en afsender af en beskedtype ønsker at godkende modtagersystemer specifikt.

Hvis du skal sende beskeder, skal du gøre følgende
Du skal finde eller oprette den korrekte Beskedtype, som passer med den information du ønsker at meddele via Beskedfordeler.

I samarbejde med modtagere af de beskeder, som du skal sende, skal du definere indholdet af beskeden, således at modtagere kan forstå- og anvende beskeden.

Du skal tillige vælge, om dine beskeder skal afsendes via AMQP eller REST. 

Når ovenstående valg er truffet, er det tid til at definere hvordan din Beskedkuvert skal udfyldes. 

Det er vigtigt at Beskedkuverten udfyldes omhyggeligt. Dine valg i denne forbindelse afgrænser blandt andet i forhold til, hvilke myndigheder, der kan se dine beskeder, ligesom opmærkning med KLE-nr. afgrænser, hvilke medarbejdere, der kan se dine beskeder.

Vejledning til anvendere af Beskedfordeler

Brug vejledningen henvendt til anvendere for at komme i gang med at bruge Beskedfordeleren.