Gå til hovedindhold
Tager noter
Nyhed

Første kommunale drejebog for implementering af infrastrukturen er klar

Drejebogen understøtter kommuners implementering og dialog med leverandører, når it-systemer skal tilsluttes Fælleskommunal Adgangsstyring for brugere. Næste drejebog med fokus på Fælleskommunalt Organisationssystem er på vej.

KOMBIT har på opfordring fra, og sammen med en række kommuner etableret et koncept for drejebøger for implementering af den fælleskommunale infrastruktur i kommunernes it-systemer.

Projektet med udarbejdelse af drejebøger blev søsat for at støtte op om kommunernes implementering, så de får mest mulig værdi ud af et it-systems anvendelse af infrastrukturen. Kommuner og KOMBIT er derfor gået sammen om at udarbejde opgaveorienterede drejebøger, der kan understøtte en kommunes effektive implementering og konstruktive samarbejde med leverandøren af et it-system, der skal bruge infrastrukturen.

Den første af disse drejebøger er nu klar.

Drejebog om styring af adgange og rettigheder

Den første drejebog handler om implementering af Fælleskommunal Adgangsstyring for brugere. 

Drejebogen er udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af Greve, Ishøj og Ringsted Kommune. Esbjerg, Kerteminde, Kolding, Næstved og Odense Kommune har bidraget med review og input.

Du finder drejebogen om styring af adgange og rettigheder på denne side i Værktøjskassen til infrastrukturen.

Erfaringer og feedback skal forbedre drejebogen

Drejebogen vedr. styring af adgange og rettigheder er indtil videre publiceret som version 0.9. 

Den skal nu stå sin prøve og bruges i praksis. Når drejebogen er blevet brugt af kommuner til en konkret implementering, vil erfaringer herfra blive indarbejdet og drejebogen opdateret til version 1.0. 

KOMBIT hører derfor gerne fra dig/din kommune, hvis I tager drejebogen i brug, så jeres feedback og erfaringer kan forbedre drejebogen og komme andre kommuner til gode.

Du kan kontakte KOMBIT på FKI@kombit.dk

Drejebog for organisationsdata og et webinar på vej

Den næste drejebog i rækken vil handle om implementering af Fælleskommunalt Organisationssystem. Den er under review og vil blive publiceret i Værktøjskassen til infrastrukturen, når den er klar. 

KOMBIT afholder desuden et webinar for kommunerne den 12. september 2025 med introduktion til drejebøgerne og deres anvendelse.

Nyhedsoversigt