Gå til hovedindhold
Computer
Nyhed

Nykonstrueret testkommune gør anvendere uafhængige af samarbejde med pilotkommune

I dag lancerer KOMBIT en nykonstrueret testkommune, Korsbæk Kommune, på infrastrukturens eksterne testmiljø

Korsbæk Kommune har holdt fingeren på pulsen i den digitale udvikling, og er derfor blevet grundlaget for en selvbetjent testplatform, der kan bruges af alle anvendere af den fælleskommunale infrastruktur – helt gratis.

Skal du integrere til den fælleskommunale infrastruktur, gør Korsbæk det derfor muligt for dig at tilgå infrastrukturen, udvikle dit produkt og afprøve det op imod et udvalg af integrationer; alt sammen uden at du er afhængig af at have en fysisk pilotkommune med på siden hele vejen.

Derfor er Korsbæk Kommune sendt i luften

Korsbæk er kulminationen på lang tids arbejde. En indsats som har sit udspring i feedback fra infrastrukturens anvendere. Mange anvendere har netop efterspurgt et værktøj, der muliggør, at man som leverandør kan tilgå infrastrukturen i test og samtidig se, hvordan data spiller sammen, og hvordan det ser ud for kommunerne.

Hidtil har man som leverandør været afhængig af et samarbejde med en pilotkommune, når man skulle have adgang til data, aftaler m.m. – alt det, der er kritisk for at afprøve og gennemteste et produkt med afsæt i den fælleskommunale infrastruktur. I mange tilfælde har det betydet, at pilotkommunerne endte som flaskehals, da de har skulle afsætte tid til løbende dialog og test for en eller flere leverandører.

Kommunerne har samtidig haft svært ved at se, hvad de siger ja til, forud for en demonstration fra en leverandør.

På leverandørsiden har man ikke kunne demonstrere sin løsning uden først at have adgang til infrastrukturen via en pilotkommune. Indtil nu har leverandører derfor fundet sig selv i en hønen-eller-ægget-situation. Alt det råder Korsbæk nu bod på.

Korsbæk er søsat som en selvbetjeningsløsning til infrastrukturens mange leverandører. Korsbæk skal gøre det gnidningsfrit at ideudvikle, produktudvikle og afprøve sit produkt op imod infrastrukturens integrationer - alt sammen med så få afhængigheder af andre aktører som muligt.

Du kan nu ideudvikle, produktudvikle og teste, så du føler dig tryg, når du skal til den endelige ”eksamen” hos den kommune, der afslutningsvis skal klarmelde dit produkt.

Tidshorisont og pipeline

I dag er det et udsnit af infrastrukturens centrale integrationer som kan testes i Korsbæk Kommune. På sigt vil Korsbæk imidlertid blive udvidet med muligheden for at teste flere integrationer og applikationer.

KOMBITs videre arbejde med Korsbæk baserer sig i høj grad på den feedback, vi modtager, så vi vil derfor meget gerne høre fra dig.

Med lanceringen af Korsbæk er det muligt at teste følgende integrationer og applikationer:

Som tidsplanen viser nedenfor, kan du forvente meget mere af Korsbæk i fremtiden. Vi arbejder nemlig løbende på at forfine platformen, så anvendere af infrastrukturen i endnu højere grad oplever en selvbetjeningsoplevelse, hvor man kan nå klarmelding med så få afhængigheder og flaskehalse som muligt.

Bemærk, at vi allerede i juni vil informere om endnu en ny mulighed for at udføre test på egen hånd. Så husk at holde dig opdateret med seneste nyt her i Digitaliseringskataloget.

Ved Kommunernes Data- og Infrastrukturdag den 30. august 2022 vil du også kunne høre mere om Korsbæk Kommune, og dens mange muligheder, når vi på dagen udfolder et oplæg om vores nye testplatforme. Du kan læse mere om dagen, og tilmelde dig, ved at klikke her.

Læs mere om, og kom godt i gang med Korsbæk Kommune

Er du nysgerrig på at lære mere om Korsbæk Kommune? Klik dig videre til undersiden om Korsbæk Kommune, der dykker længere ned i teknik, samt begrænsninger og muligheder

 

Nyhedsoversigt