Bred implementering af Fælleskommunal Adgangsstyring for brugere giver administrative gevinster
De seneste år har man i Favrskov Kommune arbejdet strategisk for, at de kommunale fagløsninger løbende kommer på den centrale komponent.
Siden Favrskov Kommune begyndte at arbejde strategisk for, at de kommunale fagløsninger løbende kom på den centrale komponent, er det i snit blevet til ét system pr. måned, hvilket medio 2020 er løbet op i omegnen af 35 af kommunens it-systemer.
Der er derfor også stor opmærksomhed på, at der skal stilles krav til kommunens it-leverandører om, at de skal bruge Adgangsstyring, når der indkøbes systemer til kommunen.
Faglig koordinator for it-udviklingen i Favrskov Kommune, Thomas Vinther Andersen, udtaler:
“For de løsninger vi indkøber via SKI 02.19 er - eller burde det være - en selvfølge. Men vi gør også en dyd ud af, at de løsninger, som indkøbes uden om SKI, stilles over for de samme krav. På den måde får vi en mere sammenhængende brugerstyring centralt i kommunen.”
Udtaler, Thomas Vinther Andersen, og fortsætter:
“Til de leverandører der mener at det er et specielt krav, som vi er alene på markedet med, anfører vi at det er et standardkrav i OS2kravmotor, hvilket vil sige, at leverandørerne må forvente at møde det fra en række andre kommuner fremover. Og så kan de jo lige så godt komme i gang med at udvikle det.”
Ud over de løsninger som KOMBIT har indkøbt på vegne af landets kommuner (fx. Aula, DAR, BBR, SAPA, DUBU m.fl.) har kommunen også fået systemer som Cura, Fasit og Appinux til at slutte sig til den centrale adgangsstyring.
Dermed bliver den daglige brugerstyring i form af oprettelser, nedlæggelser, fejlsøgning og håndtering af rettigheder blevet mere simpel. Samtidig er det også lettere for ledelsen at følge op på at brugerstyringen er, hvor den bør være.
Og så er der selvfølgelig også den fordel for organisationen, at man med single-sign-on får adgang til de it-løsninger (ud af de 35), som man skal have adgang til.
Har du uddybende spørgsmål til casen, eller ligger du selv inde med en god case om, hvordan infrastrukturen har skabt værdi for din kommune eller virksomhed, så tag endelig kontakt til os.