Gå til hovedindhold
KBH hustage
Nyhed

Københavns Kommune får sparring til at realisere merværdien af den fælleskommunale infrastruktur

I en ambition om at komme tættere på kommunernes dagligdag med den fælleskommunale infrastruktur, stiller KOMBIT/FKI sig til rådighed, hvis kommunerne har brug for sparring eller hjælp til fx indkøb, tilslutning, ibrugtagning af infrastrukturen, anvendelse eller udbredelse til fagområderne.

Den 26. februar var KOMBIT på besøg hos Koncern IT, der havde efterspurgt sparring omkring deres anvendelse af det stadigvæk forholdsvis nye PowerBI-baserede værktøj kaldet Infrastrukturen i tal.

”Det har været en rigtig god workshop. Det var godt at fokusere på vores egne nøgletal og potentialer, og det giver rigtig meget, at vi kan stille spørgsmål undervejs - det kan være lidt svært at komme til bunds i vores egne data, når man deltager på KOMBITs ellers udmærkede webinarer. Vores drøftelser har skabt et godt fælles udgangspunkt for vores videre arbejde med at udbrede den fælleskommunale infrastruktur”.

Sådan lyder tilbagemeldingen fra Sidsel Groth Wos, der er kontorchef for Projekter og Tværgående Systemer hos Koncern IT, der havde taget kontakten til KOMBIT. Hun uddyber:

”Det var særlig interessant at se, hvor mange af de andre kommuner med samme it-system, der har ibrugtaget infrastruktur, som vi ikke har. Vi har selv haft lidt svært ved at komme i gang med FKI Potentiale. Workshoppen bliver alt i alt et godt afsæt for vores videre dialog med fagforvaltningernes it- og digitaliseringschefer”.

Hjælp til formidling af værdien af infrastrukturen

Københavns Kommune var også optaget af, hvordan de starter en dialog om potentialerne med fagforvaltningernes it- og digitaliseringschefer, it-indkøbsansvarlige og it- og digitaliseringskonsulenter. I den sammenhæng efterspurgte Københavns Kommune konkretisering af hvilken forretningsmæssig værdi tilslutningen til fx Fælleskommunalt Organisationssystem giver for et specifikt it-system.

Drøftelserne tydeliggjorde hvor vigtig den strategiske forankring af infrastrukturen er, så fagforvaltningerne selv kan se værdien af den fælleskommunale infrastruktur, når man ser på tværs af kommunens fælles it-landskab. Når udbredelsen af infrastrukturen er drevet af strategiske mål og beslutninger, vil man i mindre grad skulle argumentere for infrastrukturens berettigelse ved hvert enkelt it-indkøb.

Har din kommune også brug for en hjælpende hånd?

Vi opfordrer dig til at skrive til infrastruktur@kombit.dk, når du og din kommune har brug for KOMBIT. Vi håber, at mange kommuner vil benytte sig af tilbuddet om at få konkret hjælp fx til et aktuelt indkøb, leverandørstyring/-dialog, realisering af potentialer eller det, der nu bøvler og optager din kommune i relation til infrastrukturen.

Klik her for at tilgå Værktøjskassen til Infrastrukturen, hvor du kan se eksempler på aktiviteter/indsatser og hente materiale der måske kan inspirere dig i dit arbejde med den fælleskommunale infrastruktur.

 

Nyhedsoversigt