Gå til hovedindhold
Penge med ikon

Økonomi i Rammearkitekturen

Økonomi i Rammearkitekturen (ØiR) dækker over de integrationer på den fælleskommunale infrastruktur, der viderestiller økonomidata mellem kommunens fagsystemer og kommunens ERP-system.

Med Økonomi i Rammearkitekturen (ØiR) råder kommunerne over en række integrationer på den fælleskommunale infrastruktur, som gør det muligt at formidle oplysninger om økonomi mellem et fagsystem og kommunens ERP-system. Oplysninger om økonomi kan fx være bogføringsgrundlag, information vedrørende et økonomisk mellemværende mellem borger og kommune, udbetalinger eller fakturaoplysninger. 

ØiR-integrationerne er udviklet med henblik på at erstatte de KMD snitflader, som bruges i løsninger, der erstattes af monopolbrudsløsningerne Kommunernes Sygedagpengesystem (KSD) og Kommunernes Ydelsessystem (KY). Integrationerne er dog ikke begrænsede til brug i KY og KSD, men kan også benyttes sammen med andre fælleskommunale løsninger som fx Ydelsesrefusion (YR) og Fælles Bibliotekssystem (FBS), samt andre kommunale fagsystemer.

Magasin: ØiR i FOKUS

I KOMBITs nye magasin, ØiR i FOKUS, stiller vi skarpt på Økonomi i Rammearkitekturen. Magasinet er et kvartalsvist magasin og udkommer i løbet af 2021 fire udgaver med hver deres tema.

I første udgave af magasinet kan du læse om kommunernes og fagsystemsleverandørernes ibrugtagning af ØiR.

Behovet for ØiR

Lavere omkostninger ved skift af ERP-system
Den fælleskommunale infrastrukturs økonomiintegrationer er med til at sikre, at kommunens fagsystemer, via Serviceplatformen, kan integrere op mod kommunens ERP-system med afsæt i én fælles standard. Det er en væsentlig gevinst, da kommunen kan minimere omkostninger betydeligt i forbindelse med udskiftningen af ERP-system. Fordi Serviceplatformen agerer som bindeled mellem fagsystemerne og ERP-systemet, skal sidstnævnte dermed blot integrere til Serviceplatformen for at koble på kommunens fagsystemer. Læs mere under "Hvordan fungerer ØiR?".

Bedre datakvalitet og tidssvarende dataformat
Ved brug af ØiR sikres kommunerne, at kvaliteten af de data der overdrages mellem fagsystem og ERP-system er i top. Det er den nye kommunikationsstruktur, som integrationerne benytter sig af, der er med til at sikre kvaliteten ved at validere dataformatet i forbindelse med dataoverdragelsen mellem fagsystem og ERP-system.

Kommunikationsstrukturen er samtidig med til at reducere arbejdet med at korrigere transaktioner med fejl. Det betyder, at det enkelte ERP-system skal anerkende, at det overtager dataansvaret på de leverede data – eller afvise at data kan behandles korrekt. Det vil betyde, at rettelse af fejl rykker tilbage til der, hvor fejlen er opstået - fejlretning ved kilde. Da data ikke kan blive registret, før de bliver fremsendt i korrekt form og sammenhæng, vil kommunerne være nødt til at rette fejl, når de opstår. Det betyder, at hidtidige praksis med at rette data ud fra registreringer på fejlkonto vil forsvinde for data, der sendes via ØiR.

Debitorintegrationen er PSRM compliant
Udover at sikre bedre datakvalitet, så sikrer ØiR med valideringen af dataformater også, at de fordringer, som debitorsystemet modtager, og som skal sendes videre til SKAT’s PSRM, overholder de form- og formatkrav, som PSRM stiller til fordringer, for at disse evt. kan videresendes til inddrivelse hos SKAT.

Læs om flere gevinster ved Økonomi i Rammearkitekturen på KOMBITs hjemmeside her.

Interview: Tre kommuner retter blikket mod ØiR

KOMBIT har udarbejdet en folder, hvori tre kommuner fortæller om deres forventninger til gevinsterne ved ØiR i netop deres kommune.

Hvordan fungerer ØiR?

Den fælleskommunale infrastrukturs økonomiintegrationer og de indeholdte services udstilles via Serviceplatformen. I modellen herunder er ØiR integrationerne illustrereret med farver for at fremhæve dem fra de øvrige integrationer på Serviceplatformen. I boksen til højre for "Serviceplatformen" er der zoomet ind på integrationerne, og det er muligt at klikke på den enkelte integration for at læse mere.

Når et fagsystem danner et bogføringsbilag, fx i forbindelse med en udbetaling, kan fagsystemet ved hjælp af SF1590_A - (Finans) sende bogføringsgrundlaget til kommunens bogføringssystem. Tilsvarende kan et fagsystem, hvis der bliver dannet et mellemværende til en borger eller virksomhed, sende en fordring via SF1590_B - (Debitor) integrationerne til kommunens debitorsystem.

I det øjeblik ERP-systemet (bogføringssystem eller debitorsystem) modtager det oversendte, validerer systemet om format og afsender er kendt og kan accepteres, før ERP-systemet accepterer dataoverdragelsen. I valideringsprocessen benytter ERP-systemet også fagsystemets sortiment, for at sikre at det format, der sendes, er i overensstemmelse med det aftalte. 

SF1590_D - (Faktura) giver mulighed for at en faktura kan videresendes fra fakturahåndteringssystemet til et fagsystem til behandling (godkendelse eller afvisning), når kommunen modtager en faktura (til betaling). Det betyder, at der er et centralt overblik over de modtagne fakturaer, og det giver mulighed for en decentral fakturabehandling.

Hvis et fagsystem har behov for at udbetale et beløb til en borger eller virksomhed via NemKonto, kan fagsystemet ved hjælp af SF1590_E - (NemKonto) sende en udbetalingsanmodning til NemKonto Systemet, som administreres af Digitaliseringsstyrelsen. Denne ØiR-integration er altså ikke en udveksling af økonomidata indenfor kommunen.